Trinnov ST-2 Pro Speaker/"Room" Correction [Quick Review]
: fre 17. maj 2019 10:55
Rudi fra Cyber Farm lavede en 5 timers demonstration/tweak session i mit studie.
Som Rudi sagde: det bedst lydende studie ud af de 60 han har været i, så det var hårde odds for speaker/"room" correction.
Min vurdering på forhånd
2/10
Meget skeptisk, da jeg aldrig har hørt et correction system der forbedrede mit studie eller rettere kunne tweakes nok bagefter.
Audyssey Multi-XT fungerer dog ganske godt til hjemmebiografen, dvs. på et surround system i en alm. stue.
Vurdering efter fuldautomatisk opsætning
4/10
- Ved første test kun lidt bedre resultat end med Sonarworks, dvs. fuldautomatiske indstillinger/forslag for maksimal flad lyd.
+ 3D mikrofonen og måleprocessen er meget hurtigere og mere intuitivt end med Sonarworks og Multi-XT og lign.
+ Lavere fejlmargin
+ Ekstremt præcis vurdering af akustikken og højttalerne.
Hvis folk vurderer systemet på fuldautomatik og uden at have forudsætningerne for at tweake, ja så vil man nok ikke få en umiddelbar wow-faktor.
Vurdering efter 5 timer med tweak
10/10
Måtte vende på en tallerken.
Med al respekt for Sonarworks Reference 4 (godt til hovedtelefoner dog), IK ARC 2.5 og Audyssey MultiXT, som er de tre systemer jeg ellers ejer eller har testet, så er vi i en helt anden boldgade med Trinnov ST-2 Pro.
Her er forklaringerne:
· Vha. en såkaldt target curve kan man respektere højttalernes voicing fra fabrikken i stedet for at modarbejde højttalernes naturlige lyd i forsøget på at opnå "korrekt" flad lyd. Det gøres manuelt. Fx har mine B&W 802 Diamonds et lille, men bevidst emphasis ved 60-80 Hz, samt lidt ekstra fin top, som jeg kender og har vænnet mig til at arbejde med.
· Detaljeret begrænsning af hhv. boost og cuts (kan indstilles separat for hver retning) hvor som helst i frekvensbånds vha. en såkaldt limit curve. Alternativt kan man lave en global begrænsning, fx. max +6 dB boost og max. -3 dB cut alle steder i frekvensbåndet og så lade Trinnov styre resten selv.
· Separat kontrol af fase og amplitude, dvs. man kan rette crossover-problemer i højttalerne eller andre faseproblemer i lyttepositionen uafhængig af amplituderettelserne. Faseændringerne/timingen har dog naturligvis en amplitude-påvirkning i den virkelige verden, hvilket netop er hvad man vil opnå.
· Fuld kontrol over IIR og FIR filtre, dvs. man typisk bruger minimum phase til bunden og linear phase til toppen, men man kan styre hvor dette skift begynder og hvor mange filtre man vil tillade.
Konklusion
Efter at have tweaket Trinnov endte vi med at fixe et lille dyk mellem 35 og 55 Hz for endnu mere lineær bund i lyttepositionen.
Dernæst et boost ved 160 Hz for at fixe et dyk i rummet og så et cut ved 600 Hz for at fixe et build-up i rummet. Hele øvre mellemtone og top var stort set urørt.
Relativt små amplitudeændringer i alt, men fordi fasen også rettes ind, så er det samlede indtryk et endnu mere fokuseret billede end amplitudeændringerne alene giver udtryk for. Man kan se både EQ og faseresponsen separat i det grafiske interface.
Latency efter mine indstillinger: ca. 26 ms med AD/DA. Mere end hæderligt og meget lavere end fx Sonarworks.
Mest imponeret er jeg over hvordan Trinnov så ubesværet kunne justere ting så dybt nede i bunden, at jeg ellers ville antage det for umuligt at fixe uden en fysisk ændring af lokalet. Mit gæt må være fase/group delay ændringerne, hvilket er det nærmeste man kommer på ikke bare speaker correction, men "room" correction. Meget imponerende.
Eneste minus er prisen. Det er helt klart primært til professionelle og man får nok mest value for money i et allerede nogenlunde tilpasset rum. Der er sandsynligvis rum derude uden for pædagogisk rækkevidde, hvor selv Trinnov ikke kan retfærdiggøres.
Prisen er til gengæld rimelig, hvis man sammenligner med byggeomkostninger og bygge-downtime i de fleste almindelige eller gode rum for at opnå en tilsvarende effekt.
Facts
Pris hos Cyber Farm: 33.750 kr. inkl. moms. (27.000 ekskl.)
2U hardware der kan styres via en app på computeren eller screensharing. En stille indbygget blæser, som nok kun kan anes i et masteringstudie.