Stress-tråden

Off topic - alt som ikke handler om musik eller studie.
Forumregler
Tænk dig om, tal pænt, men lad også være med at være meget sart. Hvis du skal bruge skældsord, så hold dig til noget Kaptajn Haddock ville have sagt.
Nyt svar
Medlemsavatar
SustainerPlayer
Medlem
Indlæg: 12411
Sted: På kanten

Stress-tråden

Indlæg af SustainerPlayer »

Afledt af disse spørgsmål: http://www.lydmaskinen.dk/viewtopic.php ... 65#p691265 i Glædestråden - så opretter jeg nu en seperat tråd om emnet.

Personligt bliver mine bidrag i "bidder", da jeg synes emnet er ret omfangsrigt og alvorligt nok til at at man går i dybden. Det er også vigtigt, at man forstår og er enige om, hvad stress er.

Jeg kan se af nogle af de efterfølgende svar i ovenstående tråd, at andre også misforstår eller "forenkler" det lige rigeligt. Inden jeg selv blev ramt, gjorde jeg præcist det samme, hvilket også gjorde "vejen tilbage" noget længere.

Hvad er stress?

Første problem er at stress i daglig tale bliver brugt i flæng om flere forskellige tilstande - alt fra almindelige nervøsitet og irritation - til - lad os kalde det “det farlige stress”. Derfor bliver den farlige stress også misforstået og undervurderet.

Den sundhedsfaglige definition er under angst, hvilket heller ikke nødvendigvis giver mening i daglig tale og forståelse.

Når jeg fremadrettet bruger begrebet stress, er det derfor nødvendigt med en mere klar definition.

Vores krop har nogle naturlige selvforsvars- og overlevelsesmekanismer. Vores krop går automatisk i den tilstand, når vi mærker, at der er fare på færde og føler os truede. Der frigives f.eks adrenalin, der gør os i stand til, at “virke bedre” i et kortere tidsrum - et slags ekstra boost, der gør os hurtigere, mere årvågne og kan dæmpe smerter ol.

Sådan “en tur” sætter kroppen under pres, men kroppen er fint i stand til at klare sådan en tur. Men bagefter har den brug for hvile for at kunne restituere.

Stress er når denne tilstand bliver langvarig eller kronisk. Kroppen er hele tiden i forsvars- og/eller overlevelsestilstand. Det kan kroppen ikke klare.

Hvad er stress ikke?

Den der nervøsitet vi kender inden man skal til jobsamtale, for første gang holde tale til en stor forsamling, inden man skal på scenen før en koncert ol.

Stress er heller ikke det pres eller frustration, man kan føle, når tingene kortvarigt ikke lige makker ret, når der for lidt tid at udføre en eller flere opgaver i eller lign.

Stress er ikke, når vi har travlt de næste 14 dage på arbejdet eller må yde 110% i en kortere periode.

Stress er når tilstanden bliver langvarig eller bliver øjeblikkelig afløst af en anden tilsvarende tilstand - og kroppen ikke får den nødvendige ro og restitution til at komme sig.

Stress er når kroppen bliver fanget i et uendeligt loop af denne tilstand.

Derfor er årsagerne til stress heller ikke nødvendigvis ens. Det er klart at problemer og pres, der ikke bliver forløst og måske endda er både på arbejdet og i privaten samtidig er “indlysende”. Men mindre kan desværre også gøre det.

Desværre er vi rigtigt mange, der misforstår og undervurderer faresignalerne. Fordi de ligner jo meget de ovenstående ting, jeg lige har beskrevet - det er stort set kun varigheden, der forskellig.

Men der er symptomer, som jeg vil komme ind på "i næste afsnit".

Jeg vil holde her for i aften. Jeg vender tilbage med mere. Men lad os endelig få gang i tråden!

Medlemsavatar
Holger
Audio Alchemist
Indlæg: 37672
Sted: Fyn

Indlæg af Holger »

SustainerPlayer skrev: Den sundhedsfaglige definition er under angst, hvilket heller ikke nødvendigvis giver mening i daglig tale og forståelse.
Altså, at "stress" er en underkategori af angst?

Medlemsavatar
DUBTEMPLE
Forum Donator
Indlæg: 8693
Sted: DK/SE

Indlæg af DUBTEMPLE »

Tak for at bringe emnet på bane !

1. Er stress en fast definerbar størrelse, eller et diffust ord ?

2. Hvordan skældnes 100 pct sikkert mellelem stress og beslægtede ting som udbrændhed, alm ældnings-reduktion, søvnbesvær, angst, samt gennerelt mangel på fokus og motivation, eller direkte apati,.. ?

3. Hvordan afsløres en permanent stress-tilstand der måske strækker sig så langt tilbage man husker, og derfor er blevet en del af normal-identiteten ?

4. Hvordan knækkes sress-koden gennerelt ?

5. Hvilke fælder, fejl-dispositioner og forhold, er de gængse der leder til stress ?
/Dub

Medlemsavatar
Hald  
Forum Donator
Indlæg: 10829
Sted: Vind / Holstebro

Indlæg af Hald »

Stress er noget man kalder resultatet af den samling af signaler på en psykisk overbelastning. Lægen kan ikke sygemelde dig med stress, det hedder stress når man snakker om det, men det er ikke et navn på en sygdom.

Stress, angst og depression hænge sammen tæt på hinanden, men kommer ikke altid sammen.

Rent fysisk er der tale om en kortisolforgiftning.

http://www.stressforeningen.dk/kroppen-og-stress/

Jeg slap for angst og depression, men vil nok altid være i målgruppen for det nu, så det er da noget jeg er opmærksom på.
"Knobs? Where we're going, we don't need knobs!" - 14 år med ørene i Lydmaskinen -

Medlemsavatar
SustainerPlayer
Medlem
Indlæg: 12411
Sted: På kanten

Indlæg af SustainerPlayer »

Holger skrev: Altså, at "stress" er en underkategori af angst?
Nej - stress er som Hald nævner ikke en anerkendt diagnose i sig selv. Jeg vil lade de lægefaglige om at slås om definitioner - der står meget godt i det Hald linker til.
Jeg ville bare også gøre opmærksom på, den brede måde ordet bliver brugt på i daglig tale. Altså "Daniel Agger stresser den tyske angriber" er ret langt fra "Johannes ligger og kaster blod op, da stresstilstanden er ved at slå ham ihjel."
DUBTEMPLE skrev:Tak for at bringe emnet på bane !

1. Er stress en fast definerbar størrelse, eller et diffust ord ?

2. Hvordan skældnes 100 pct sikkert mellelem stress og beslægtede ting som udbrændhed, alm ældnings-reduktion, søvnbesvær, angst, samt gennerelt mangel på fokus og motivation, eller direkte apati,.. ?

3. Hvordan afsløres en permanent stress-tilstand der måske strækker sig så langt tilbage man husker, og derfor er blevet en del af normal-identiteten ?

4. Hvordan knækkes sress-koden gennerelt ?

5. Hvilke fælder, fejl-dispositioner og forhold, er de gængse der leder til stress ?
1. Nej. Det er det ikke. Men da jeg endelig kom i kontakt med de rigtige mennesker og den rigtige behandling, så oplever jeg, at der dygtige folk, der godt ved hvad det er - og hvordan der skal sættes ind over for det.

2. Jeg er jo ikke fagperson. Jeg vil stærkt anbefale, at man hurtigt går til sin læge og får afdækket, hvad der sker med en. Jeg kan jo høre på alle jeg har talt med - at det gør man typisk alt for sent.

3. Samme som ovenstående. Man skal have hjælp. På samme måde som man ikke selv lige klarer det, hvis man har fået skåret benet af, så er det ikke noget man kan stå alene med.

4. Viden. Undervisning. Italesættelse på arbejdspladsen. Det skal ind i virksomhedskulturen. Det skal stå i personalehåndbogen. Alle skal være klar over, hvad man kan og skal gøre. Man skal være observant på sine egne signaler - man skal være observant på sine kollegaers signaler. Det skal være helt naturligt, at man kan tage emnet op. Der skal være chefansvar på lige linje med, at man skal bruge faldsikring, når man kravler rundt op på taget og sikkerhedshjelm og sikkerhedssko på byggepladsen.

5. Rent arbejdrelateret: Manglende viden om det. Troen på, at man eller de andre altid lige kan løbe 10% hurtigere. Troen på, at man hele tiden kan effektivisere mere. Tabu. Det er ildeset at sige fra. Manglende tillid til at fagpersoner selv godt ved, hvordan tingene skal løses. Alt for meget DJØF-smart-i-en fart-løsninger. Alt for mange latterlige slogans som "Mere [indsæt hvadsomhelst] for pengene". Manglende respekt for, at der er en årsag til, at en "gammeldags" organisationsstruktur faktisk virker - og der er en grund til, at man gør tingene på en bestemt måde.
At al nyskabelse typisk betyder, at man fejer alt af bordet og begynder forfra - istedet for at beholde det ting, der virker og så fokuserer på det, som godt kan gøres bedre. Forståelsen for, at en omstrukturering skal have lov til "at sætte sig" og det ikke er gavnligt at omstrukturer en 3-4 gange i træk med 9-12 måneders mellemrum. Troen på at konsulenter og "eksperter" udefra, ved meget mere om arbejdet end dem, der rent faktisk er uddannet i det og udfører det hver dag. Find selv på mere. Det er et rent overlødighedshorn.

Jeg kalder jo stress for et snigende monster. Fordi det jo starter med almindelige tilstande, som vi jo alle kender - og det koblet med ens manglende viden gør, at man ikke rigtigt lægger mærke til det i tide.

Her må jeg personliggøre historien og fortælle ud fra mine egne oplevelser.

Jeg har altid været en “problemløser” - også i arbejdsmæssig forstand. Jeg holder af en dynamisk hverdag. Og den skal indholde en grad af udfordring for at jeg trives. Der må gerne være travlt. Der skal ske noget. Jeg har på dette tidspunkt været i jobbet i mere end 10 år. Jeg har stor erfaring og viden inden for mit faktisk ret omfangsrige felt.

Så røg vi ind i nogle organisationsændringer, der mildest talt var ueffektive og i alt for stort omfang ressourcespild. Jeg har altid været tæt på klicheen med at være “omstillingsparat” - men jeg har også været vant til, at man kunne give feedback tilbage med sund fornuft, når man havde prøvet tingene et stykke tid. Jeg er ikke et brokkehoved. Jeg påpeger de fejl jeg ser - og kommer med mindst et løsningsforslag. Jeg forventer ikke at det hele bliver efter mit hoved. Men har været vant til, at ledelsen jo også er interesseret i, at vi bedst muligt når målet. Men det ændrede sig i den nye organisation og den nye ledelse.

Jeg “kæmpede” på de indre linjer - og forsatte med at servicere ud over det nu forventede til vores “kunder”. Samtidigt med dette var der mange store sager, man ikke kunne komme videre med, fordi de sandede til andre steder i systemet. Det var ikke fordi, der var en stor arbejdsmængde - det var ikke fordi, der var usædvanligt travlt. Det var ikke fordi jeg havde problemer uden for arbejdet. Det var fordi arbejdet udviklede sig til et organisatorisk mareridt med en masse meningsløse beslutninger, der ikke gavnede. Jeg kan ikke komme nærmere end på det end det beskrevne. Det hele blev bare dummere dag for dag - man slog i den berømte våde dyne hver dag - og jeg forsøgte stædigt at ændre på det.

I bagklogskabens klare lys skulle jeg for længe siden havde kastet håndklædet i ringen og sagt op. Jeg har det ikke i mig, at trække på skuldrene, grine og så lade tingene stå til. Det havde jo også været en løsning - men det strider på alle måde imod min natur.

Så det begynder i det små med lidt søvnbesvær - igen - det kender vi jo alle. Det kan ske i perioder. Min hjerne arbejder hele tiden i baggrunden på at løse det uløselige. Jeg er ikke alene om det. Mine kollegaer begynder at gå ned med stress. Jeg prøver at hjælpe - men fatter ikke at jeg selv glider ned i hullet. Jeg kører i overdrive al for længe og så begynder det for alvor at gå dårligt. Hovedpine, kvalme, ondt i maven … det bortforklarer man for sig selv - det går nok over i morgen, der er også usædvanlig død luft i dag, der er nok problemer med ventilationsanlægget. Min nærmeste leder er vildt overbebyrdet og jeg er dybt bekymret for ham. Jeg ignorere alle signalerne fra min egen krop. Jeg bliver så “god” til det, at jeg f.eks først opdager min konstante mavesmerter, da jeg efter lang tid kommer i et behandlingsforløb, hvor jeg lærer afspænding og kommer i kontakt med, hvad der sker i min krop.

Det bliver ferietid. Det er så tiltrængt. Ferien går faktisk godt. Men da jeg kommer tilbage er alt jo ved det gamle - der ingenting sket - som om tiden bare har stået stille - og i løbet af få dage, er jeg slidt helt ned til sokkeholderne igen.

Jeg går hjem fra arbejdet får et sammenbrud i løbet af natten og kommer aldrig på arbejdet igen.

Mere om hvad der så skete senere ...

Medlemsavatar
mediumaevum
Medlem
Indlæg: 3656

Indlæg af mediumaevum »

Jeg er helt enig i, at stress ikke er en sygdom. Det er et symptom.

Men jeg vil dog også sige, at stress kan være den direkte årsag til sygdom og handicap. Stress nedsætter f.eks. intelligensen og du kan risikere at blive retarderet, ihvertfald midlertidigt.

https://videnskab.dk/krop-sundhed/penge ... 3-iq-point

Dette er jo et godt argument for at stoppe div. reformer i samfundet, for de stresser jo folk. Vi har ikke brug for flere med lav intelligens. Vi har brug for at folk kan motiveres til at yde en indsats af egen fri vilje og troen på sig selv og skabe sin egen lykke.

Jeg er f.eks. ret overbevist om at årsagen til at lærerne slog eleverne i skolerne 17-1800-tallet når de havde svært ved f.eks. stavning eller matematik, havde den funktion - helt bevidst koldt og kynisk - at sikre at bondestanden forblev dum (pga. stress, når du modtager tæsk for småtterier og trues med militærøvelser falder din intelligens pga. stress jvf. linket) hvormed risikoen for folkerevolution blev mindre.

For de vidste jo godt at man ikke lærer bedre matematik af at få tæsk. Det var ikke en praksis de rige brugte over for deres egne.

Medlemsavatar
SustainerPlayer
Medlem
Indlæg: 12411
Sted: På kanten

Indlæg af SustainerPlayer »

mediumaevum skrev:Jeg er helt enig i, at stress ikke er en sygdom. Det er et symptom.
Jeg er lidt forvirret. Hvem er du enig med det i? Det er i hvert fald ikke den pointe, jeg prøver at give. Jeg synes heller ikke jeg læser det .eks i Halds indlæg?
mediumaevum skrev:
Men jeg vil dog også sige, at stress kan være den direkte årsag til sygdom og handicap. Stress nedsætter f.eks. intelligensen og du kan risikere at blive retarderet, ihvertfald midlertidigt.

https://videnskab.dk/krop-sundhed/penge ... 3-iq-point

Dette er jo et godt argument for at stoppe div. reformer i samfundet, for de stresser jo folk. Vi har ikke brug for flere med lav intelligens. Vi har brug for at folk kan motiveres til at yde en indsats af egen fri vilje og troen på sig selv og skabe sin egen lykke.
Igen lidt forvirret. Et drop på 13 IQ point er altså ikke at gå fra normalområdet til retarderet - det kræver minimum et drop på 44 point.
Jeg vil også gerne påpege, at artiklen sammenligner det med træthed. Man bliver altså ikke dum af at blive træt. Man bliver i nogen grad dårligere til løse visse opgaver.

Artiklen siger mere, at fattigdom gør folk mindre i stand til at løse nogle opgaver - ikke at mindre intelligens gør folk fattige. Der er en forskel.

Læs lige abstract her: https://science.sciencemag.org/content/341/6149/976
This cannot be explained by differences in time available, nutrition, or work effort. Nor can it be explained with stress:
We suggest that this is because poverty-related concerns consume mental resources, leaving less for other tasks
Så faktisk ikke engang stressrelateret.

Se mere om IQ-skalaen her:

https://illvid.dk/mennesket/hjernen/iq- ... hvad-er-iq

Men jo - der er ikke nogen positive effekter af stress. Lad os endelig undgå det.
mediumaevum skrev:
Jeg er f.eks. ret overbevist om at årsagen til at lærerne slog eleverne i skolerne 17-1800-tallet når de havde svært ved f.eks. stavning eller matematik, havde den funktion - helt bevidst koldt og kynisk - at sikre at bondestanden forblev dum (pga. stress, når du modtager tæsk for småtterier og trues med militærøvelser falder din intelligens pga. stress jvf. linket) hvormed risikoen for folkerevolution blev mindre.

For de vidste jo godt at man ikke lærer bedre matematik af at få tæsk. Det var ikke en praksis de rige brugte over for deres egne.
Man kan nok blive enige om, at der har været en ide i, at fastholde folk i deres sociale klasser. Men jeg synes du anvender alt for meget Jeppe-på-bjerget-logik her!

Hvis du har nogle tilnærmelsesvis redelige kilder til de påstande, så er det da interessant nok at tale om - men måske også lige lovlig off topic i forhold til denne tråd.

Medlemsavatar
Hald  
Forum Donator
Indlæg: 10829
Sted: Vind / Holstebro

Indlæg af Hald »

SustainerPlayer skrev: Jeg går hjem fra arbejdet får et sammenbrud i løbet af natten og kommer aldrig på arbejdet igen.

Mere om hvad der så skete senere ...
Jeg glæder mig til part 2.

Her kommer min historie:

Personligt var jeg supermand, ikke kun på arbejdet, men også privat, jeg havde aldrig tid, jeg havde lyst til alt og kunne ikke sige nej. Det gik egentlig meget godt jeg var jo mr overmenneske. Men så begyndte jeg at tabe bolde, og det var utilfredsstillende.

Vi skiftede arbejde, flyttede i vores første hus, skiftede bank, skiftede bil, skiftede forsikring osv osv. En milliard beslutninger, tingene kørte og jeg traf gode valg, livet var egentlig godt.

Jeg har lidt for travlt stadigvæk, er træt af de ting jeg ikke når. Nogle aftner kunne jeg ikke koncentrere mig, lidt som et tungt svinghjul der er spindet op inde i hovedet, men det laver ikke noget, det kører bare for fulde omdrejninger. Dvs hjernen arbejder på max højtryk uden at jeg tænker på noget. Ubehageligt.

Bandet kommer omsider på besøg, det er omkring starten af september 2015, vi skal indspille et nummer, det er mit nye studie og øvelokale, jeg håber de kan lide det, jeg har skyndt mig meget for at det skulle være godt, sangeren er endelige i danmark ganske kort, så det er vigtigt at det går rigtigt, jeg skal spille trommer, det er svært, jeg skal også være producer og vært for den mindre flok mennesker, og det var egentlig en hyggelig men hård weekend-dag. Da jeg går i seng er jeg dog ked af det, forstår det ikke, det har jo været en god weekend, der er jo ikke noget galt.

Dagen efter - mandag, tager jeg på arbejde, det er 1 års dagen på det nye arbejde og vi har travlt. Det føles forkert i maven, jeg går ind i et mødelokale og ringer til chefen der er ude af huset. Jeg fortæller ham om hvordan jeg har det, og 10 sekunder inde i samtalen græder jeg igen, what, hvad sker der, min chef er meget maskulin og cool, hvorfor står jeg sådan og flæber i telefonen over for ham. Han håndterer dog situationen super godt, siger til mig at jeg skal sygemeldes straks og fokuserer på mig selv. Han instruerer mig i hvad jeg skal gøre nu (hvilket er godt, for hjernen kører ikke rigtigt længere):

"Sund dig lidt, og når du er klar så gå ind og tag de ting du har behov for, sig til de andre at du tager hjem, du behøver ikke give dem en forklaring eller undskyldning. Og når du så kan, så kom til læge. Du må ringe altid, og du skal ikke spekulerer på noget."

Jeg gør som han siger, og det virkede overraskende nemmere end jeg bildte mig ind. Jeg sætter mig ud i bilen, og da jeg er kørt uden for byen knækker jeg sammen igen.

For at minde mig selv om den uhyggelig situation tog jeg et par billeder i den situation, som jeg aldrig har vist til nogen før nu. De minder mig om at det er alvorligt!


IMG_0712(1).JPG
IMG_0712(1).JPG (594.75 KiB) Vist 708 gange
Når jeg ser dem kan jeg mærke det i maven. Jeg kan slet ikke kende mig selv på billederne, ansigtet er smeltet helt underligt, jeg var smadret, hjemme i spejlet var det som at kigge på en fremmed. Profilbilledet jeg bruger er taget nogle måneder inden dette indtraf.

Jeg fik fat i lægen samme dag, kørte derind, snakkede med ham, jeg var totalt på udebane og kunne ikke helt tage det seriøst, jeg har jo aldrig fejlet noget i hovedet.. (jaja, grin i bare!) Vi snakker om en henvisning til noget psykolog, og jeg nævner også noget med en sygesikring jeg har fra arbejdet, så jeg skulle ikke spekulerer på noget. Han bad mig tømme min kalender og ikke foretage mig noget.

Hovedet kørte stadig på højtryk, så da jeg kommer ud fra lægehuset, ringer jeg til min lillebror som tager mig med i hans firmabil rundt på nogle opgaver, det var rart at være sammen med en jeg kunne snakke med, eller være stille med, jeg kunne ikke helt finde ud af det, det var nok egentlig ikke gået op for mig hvor alvorlig det var endnu.

Jeg ringede til dem jeg havde aftaler med og fik dem afmeldt, jeg tømte min kalender. Den næste måned eller to ligger jeg som en zombie på sofaen, kan ikke overskue nogen af de ting jeg ellers elsker, tv underholdning bliver lammere og lammere, noget babymos for hjernen, og jeg hader det, jeg elskede at bruge hovedet og se film og serier der udfordrede hovedet. Men nu stod den på hjernelamt tv, for alternativet med stilhed kunne jeg ikke holde ud.

Da jeg omkring ét år efter har det lidt bedre og arbejder på fuld tid igen, knækker min kone sammen med stress, angst og kortvarigt depression. BUM! Hun havde været stærk og holdt tingene kørende i den periode jeg ikke kunne, nu kunne hun ikke mere.

Så i dag flere år senere, går det egentlig meget godt, men jeg føler mig lidt som supermand, altså ham der sidder i kørestolen der engang kunne flyve, men nu har mistet sin kappe. Jeg er da stadig awesome, men på ingen måde i samme niveau som før. Min kone og jeg har mange op og nedture, stresssymptomerne er ikke langt væk, men nu er vi opmærksomme på vores advarselslamper og tager hensyn til dem, i gamle dage skruede vi bare pæren ud og kørte videre. Hun kæmper til tider stadig med noget angst, men det går meget meget bedre, hun skiftede spor og er igang med en uddannelse, det virkede håbløst da hun skulle starte på den, men hun er mega sej og får topkarakterer og lærepladsen er meget glade for hende, jeg er stolt af hende.

I morgen har vi 11 års bryllupsdag, de sidste 4 år har været hårde ved os, men vi kan også være stolte af at vi har holdt ved og løftet hinanden eller taget hensyn når det har været nødvendigt. Jeg har lært en del om mig selv, og fået påtvunget noget ydmyghed da jeg i dag må erkende at jeg ikke kan overskue alle ting længere. Men endnu mere vigtigt har jeg lært noget om at leve med en psykisk sygdom, og det har gjort det meget nemmere at vise ægte empati over for mine venner som har kæmpet i mange år.

Jeg har et stort billede i entre'en som min kone malede til mig, der står 3 store ord som jeg fik med hjem fra lægehuset ved et check-up på en post-it.

NEJ
HJÆLP
PYT

Lær at sige nej, jeg var ikke god til det da jeg følte andres ønsker og forventninger til mig vægtede alt for højt.
Spørg om hjælp, det gør ikke ondt, det skal måske trænes lidt mere.
Pyt med om det ikke altid er perfekt, når noget ikke går efter end hovede, tjaaa, hvad skete der så egentlig, ofte ikke noget alvorligt.

Så lær dem udenad: NEJ, HJÆLP, PYT...

Prisen har været ALT for høj, jeg ville ikke ønske det her ske for min værste fjende. Pas på jer selv!
"Knobs? Where we're going, we don't need knobs!" - 14 år med ørene i Lydmaskinen -

Medlemsavatar
Kimex
Forum Donator
Indlæg: 1535
Sted: Aarhus

Indlæg af Kimex »

https://www.forebygstress.dk/stress_i_t ... htm#Gruppe.
Det er vel også værd at bemærke. At de grupper som er ramt mest af stress. Er unge under uddannelse, Mennesker udenfor arbejds markedet, og ikke mindst folk med ikke vestlig baggrund er overrepræsenteret .
Det kunne være interessant at holde det op mod hvilke befolknings grupper som modtager behandling og hvor meget de forskellige gruppers stress ramte er eksponeret i debatten. Jeg kunne godt få det indtryk at det er de udsatte grupper som er mindst repræsenteret i stress statistikkerne , der er fokus på. Mennesker uden for arbejdsmarkedet bliver betegnet som "nydere", i modsætning til "yderne". Hjemløs ligge på gaden i en tilstand som en muselmand. Syge bliver tvunget i jobtræning i deres syge seng , arbejdsløse kan ikke deltage i deres kæres begravelser, uden at jobcenteret trækker i deres arbejdsløshedsunderstøttelse. Ikke vestlige borgere, som bliver betragtet som en´ homogen gruppe ud fra den værste fællesnævner. Jeg bor selv et kvarter , hvor , måske hveranden er af ikke vestlig oprindelse. Og der er absolut ingen forskel på hvor tryg jeg kan føle mig i forhold til da der udelukkende boede danskere.
Hvad nu hvis man foreslog, at hvis man melder sig syg pga. stress. Så skulle man istedet have et incitament til at arbejde. F.eks brugerbetaling på behandlingen, eller/og, man kunne blive trukket i sine sygepenge. Folk i arbejde har jo en bedre mental helbredstilstand. Jeg ønsker det ikke. Jeg er ikke kynisk, men den med stress køber de nok ikke på jobcentret. Men det er jo faktisk det man byder mennesker som er så uheldige, ikke at kunne blive betragtet som "ydere"
Jeg har også overvejet om den stigende kurve i stress, som har været gennem årerne, skyldes at vi mangler et referencepunkt.
Og jeg mener ikke uddannelse eller demokratisk ideologi.
jeg så en naturudsendelse om en chimpanse flok. Den havde en stærk og klog leder, men hvis en sød chimpanseunge fandt sig en godbid, så blev den skubbet væk fra føden. og den pillede aldrig skæl og insekter fra de andre i flokken. Ingen kunne udfordre den.
Der var så tre voksne hanner som rottede sig sammen og bankede den og bed den til de ikke gad mere. den var ilde tilredt , men formåede at slæbe sig væk fra flokken. Og mod alle ods overlevede den. Den vendte så stærkt svækket tilbage i flokken og indtog sin plads i hierakiet. Den vandt sin plads som leder tilbage. og var nu helt forandret , og omsorgsfuld mod selv de svageste i flokken. Den havde formået at tage sig selv op til overvejelse. og uden det havde den ikke evnet at lede flokken.
Jeg bruger det bare som eksempel på at vi , at hvis, vi som mange i danmark lever et fuldstændigt trygt og beskyttet liv uden modgang,så kan der opstå et hul og et tomrum i vores sind eller sjæl. Vi gør selvfølgelig alt for at undgå traumatiske oplevelser, men måske kan det også have en konsekvens. Jeg mener ikke at stress er klynk, men at det kan være konsekvensen af at vi som kultur mangler et referencepunkt af modgang.

Medlemsavatar
Smittefar
Forum Donator
Indlæg: 5191
Sted: Søborg

Indlæg af Smittefar »

Meget stærk historie Hald - Tak for at dele
Find mig på: Youtube | Facebook | Hjemmeside - eller i mit band Jump

Medlemsavatar
SustainerPlayer
Medlem
Indlæg: 12411
Sted: På kanten

Indlæg af SustainerPlayer »

Godt fortalt Hald!

Jeg kan desværre genkende de overordnede træk alt for godt. Jeg havde ikke i øjeblikkene i tankerne at dokumentere det til eftertiden. Det er sgu sejt gjort.

Men tillykke med bryllupsdagen. Håber I har det bedste af livet til gode!

Min sidste dag på arbejdet - for det bliver det - er en underlig dag. Jeg er nået til et punkt, hvor alt synes at foregå gennem et filter. Jeg har møde om formiddagen med en fra organisationen, der melder ud, “at nu kommer det styr på det” - jeg svarer vist høfligt og siger “det lyder da godt” - indvendigt råber jeg nok et eller andet med “at det har I ikke en skid styr på”. Jeg har en ny mand på oplæring - for jeg er jo den, der ved mest, kan mest og normalt er bedst til at lære fra mig. Men jeg tåger rundt og har ikke styr på noget. Han må helt sikkert tro, at jeg er komplet idiot og denne dag ville han have helt ret. På vej hjem er jeg lige forbi chefen for vores “kunde” for at meddele “at nu kommer der styr på det” - men fortæller også, at det nok skal oversættes til, at nu bliver det hele endnu meget mere firkantet. Chefen griner opgivende - men siger noget i stil med “Men godt du er her - håber ikke vi mister dig”.

Tankemylderet kører på højtryk aftenen igennem - ved sengetid kan jeg som sædvanlig ikke sove. Begynder at hyperventilere, græde og knækker så sammen. Det kommer som bølger imod en strand, vrede, angst, opgivelse mm natten igennem. Selv her tænker jeg - shit, jeg skal jo på arbejde i morgen. Jeg får talt med konen som naturligvis siger “du må sygemelde dig”. Jeg er vågen natten igennem frem til arbejdstidsbegyndelse næste morgen. Det er fredag. Jeg sender min chef en sms med sygemeldingen. Han ønsker god bedring tilbage og håber jeg er frisk mandag, for vi er noget underbemandede der.

I weekenden får jeg talt med konen, der siger det må stoppe nu - ned til lægen. Jeg er jo godt klar over, hvad klokken er slået - og hvad der er galt. Jeg prøver at slappe af - men er ikke i stand til det. Jeg sover minimalt og er ellers i zombietilstand.

Mandag ringer jeg til lægen, der først kan give mig en tid efterfølgende mandag. En stresstest og samtale kræver to på hinanden følgende tider - og de er helt underdrejet og har for mange patienter - lægemangel.

Jeg sygemelder mig til arbejdet - og melder også ud, at jeg regner med, at det er stresrelateret og jeg først kan komme til lægen om en uge. Min chef skriver, at han vil melde det op til hans leder - og om det er ok, at nævne det? Det siger jeg god for.

En uge er virkelig al for lang tid i den her tilstand. Jeg går selv i problemløsningsmode i korte øjeblikke, læser på nettet om afstressning mm. Intet hjælper mig dog.

Hos lægen beskriver jeg tiden op til sygemeldingen mm og får taget en psykometrisk stresstest, der principielt bare er 10 spørgsmål om de seneste 14 dages tilstand. Så jeg scorer højt og min læge sender mig hjem - nu skal du bare slappe af. Min læge er måske ikke lige den rette i dette tilfælde … for hvordan er det lige man slapper af, når kroppen autonomt kører med 700 i timen?
Sofa og Netflix hjælper ikke.

Jeg kontakter også en god kollega, der selv har været nede med stress for at få gode råd. Han fortæller min arbejdsplads har et forløb, der hjalp ham meget. Jeg finder det på intranettet og skriver til min chef, at jeg er langtidssygemeldt og jeg gerne vil på dette forløb.

Usædvanligt hører jeg ikke tilbage fra ham. Men det er mandag - vi er i forvejen underbemandede og nu manglede jeg også, så ventede med at ringe til ham til dagen efter.

Dagen efter meddeler hans telefonsvar, at han er stoppet som chef for afdelingen, at han er omplaceret i organisationen og starter andetsteds efter en ferie. Der er så nummeret til en, der midlertidigt skal være vores leder.

Jeg kontakter min tidligere nævnte kollega, der fortalte, at de var blevet kaldt til møde om morgenen, at min chef stoppede, at en anden kollega stoppede, og at vi fik nye arbejdstider og arbejdssted - samt en midlertidig chef.

Jeg prøver at kontakte min midlertidige chef, men han svarer ikke telefonen. Jeg lægger besked på hans telefonsvar og sender også en sms. Jeg hører intet tilbage.

En uge efter kommer der en anmodning om lægeerklæring i min e-boks.

Jeg bestiller tid hos lægen. Får lavet erklæringen. I e-boksbeskeden er der ingen steds angivet, hvor eller hvem, der skal have lægeerklæringen, så jeg scanner den og sender den som sms/mms, da det jo er den eneste kontaktinfo, jeg har på min midlertidige chef. Jeg beder ham også om, om jeg ikke kan blive tilmeldt stressforløbet.

Der går et par dage, så sms’er han, at han skal have lægeerklæringen enten elektronisk eller pr. brev. Jeg undlader at nævne, at han jo havde fået den elektronisk - men må sms’e ham tilbage og bede om en adresse til hvor den skal sendes. Den svarer han hurtigt, nævner jeg er tilmeldt stressforløbet - de vil kontakte mig selv i løbet af 5-10 dage og nævner også, at de selvfølgelig vil hjælpe med alt, hvad de kan.

Jeg prøver at få dagene til at hænge sammen. Det er svært. Musikken hjælper. Men jeg har måske kun energi til at sidde med noget i 20-30 minutter, så er jeg færdig. Jeg har ingen døgnrytme - jeg sover sporadisk og det er nærmere besvimelse end søvn. Jeg er så nedkørt og desperat. Heldigvis har jeg min kone.

Jeg hører intet fra stressforløbet og da der er gået nogle dage over deadline, så kontakter jeg dem selv. De havde kun fået min arbejdstelefon (som vi kun bruger på arbejdet og ikke har med hjem), så det var godt jeg selv kontaktede dem.

Endelig sker der noget. Jeg havde virkeligt brug for at vide, at nogen eller noget ville hjælpe mig. Jeg har været sygemeldt i 1 1/2 måned her.
Jeg får tid hos en arbejdspsykolog. Hun er virkelig god og hjælpsom. Men hun konstaterer også efter et par konsultationer, at jeg har bruge for noget andet og mere end det hun kunne hjælpe med. Jeg spørger til det forløb min kollega havde været igennem. Og det var lige det hun ville anbefale - hun leder efter nogle brochurer og papirer om det - men stopper så op.
Jeg er ansat i kommunen - men bosiddende i en anden kommune. Og forløbet var kun for borgere i kommunen.
Jeg fremfører, at jeg havde arbejdet for kommunen i mere end 10 år og om det ikke kunne kvalificere i sig selv - kommunen er vel også interesseret i, at jeg kom tilbage på arbejdet. Hun lover at checke op på det.

Det blev så et nej. Vi snakker om tingene til den efterfølgende konsultation og jeg husker, at min midlertidige chef havde nævnt, at de vil hjælpe med alt, hvad de kan. Jeg ringer til ham - forklarer situationen - han kan slet ikke se, hvorfor det ikke skulle kunne lade sig gøre - og lover at få det undersøgt.

Jeg har 5 konsultationer hos arbejdspsykologen og hun får bevilliget et par stykker mere. Det er en hjælp - men også frusterende, at det ikke er “det rigtigte”. Jeg kontakter min læge, der fortæller mig, at min egen kommunes jobcenter har nogle forløb. Men jeg skal kontakte dem.
Jeg kontakter jobcenter, der informerer mig om, at jeg må vente til de indkalder mig til samtale.

Når man er langtidssygemeldt, så kommer der et tidspunkt, hvor ens arbejdsgiver får dækket sygedagpenge fra ens hjemkommune. Så kommer Jobcenteret ind over. Jeg modtager så endelig en indkaldelse hos dem. Jeg har på dette tidspunkt været sygemeldt i 3 1/2 måned.

Til mødet snakker vi om tingene og min sagsbehandler nævner de muligheder de har. Jeg siger fint - jeg vil gerne have den fulde pakke. Men nej - det kan man ikke bare - de skal have en lægeerklæring - den skaffer jeg og går til et nyt møde. Nej - nu skal vi lige se tiden an. Min sagsbehandler kan godt se, at det ikke lige huer mig. “Du bliver ked af det” - Ja gu’ bliver jeg ked af det. Jeg har været sygemeldt i 4 måneder - har ikke fået det væsentligt bedre - og selvom jeg er ret så selvopsøgende, så er der ingen hjælp at få. Men der var vi desværre ikke.
Hun kigger bekymret på mig og siger “Kan jeg godt lade dig gå hjem?” - Jeg spørger, hvad hun mener? Hun svarer “du gør ikke noget dumt vel?”.

Jeg går hjem og får et nyt sammenbrud.

Jeg har sidste konsultation hos arbejdspsykologen og hun er alvorligt bekymret for, at jeg på vej ind i en depression. Hun sender mig til lægen - og lægen konstaterer også depression. Jeg bliver henvist til psykolog. Det er selvbetalt - men der er også 3-4 måneders ventetid …

Jeg har en underlig hverdag. Det går bedre, når jeg laver musik. Jeg kan nu sidde et par timer inden jeg bliver for træt. Jeg kan sjovt nok også få tankemylderet til at stoppe ved at spille on-line skak. Men jeg har en konstant uro i kroppen, sover elendigt og har nul overskud.

Jeg rykker for svar for stressforløbet hos min midlertidige chef - han har dog ikke hørt noget retur endnu - han vil rykke for svar. Han vil også undersøge, om de vil betale noget af psykologbeløbet.

Fortsættelse følger …

Medlemsavatar
SustainerPlayer
Medlem
Indlæg: 12411
Sted: På kanten

Indlæg af SustainerPlayer »

Kimex skrev: Jeg bruger det bare som eksempel på at vi , at hvis, vi som mange i danmark lever et fuldstændigt trygt og beskyttet liv uden modgang,så kan der opstå et hul og et tomrum i vores sind eller sjæl. Vi gør selvfølgelig alt for at undgå traumatiske oplevelser, men måske kan det også have en konsekvens. Jeg mener ikke at stress er klynk, men at det kan være konsekvensen af at vi som kultur mangler et referencepunkt af modgang.
Interessant tese. Men jeg tvivler på, at særligt mange oplever et liv uden modgang. Og jeg tvivler også på, at hvis rotter os sammen tre og tre og gennemtæver hinanden som yngre, at vi så undgår stress senere i tilværelsen. :wink:

At referencepunktet ikke er det samme er så nok sandt - og en hel anden sag.

Medlemsavatar
Kimex
Forum Donator
Indlæg: 1535
Sted: Aarhus

Indlæg af Kimex »

Interessant tese. Men jeg tvivler på, at særligt mange oplever et liv uden modgang.
Men modgang er relativ. Jeg er 62 år. Min far var havnearbejder. Jeg har oplevet langt værre ting end Godhavns drengende.
Sådan var betingelserne dengang for tusindevis af drenge, fra de de kaldte arbejderklassen. det med vold på børnehjemmene, vidste alle.
Det frygtelige for Godhavns drengene var at de var spæret inde i et absurd uretfærdigt fængsel, uden at have gjort noget forkert.
Jeg tror godt jeg ved hvorfor de lider. Det er ikke behandlingen som martrer dem, men deres vrede. For min er heldigvis forsvundet, men det er ikke noget man selv er herrer over. Det er normalt ikke noget jeg nogensinde nævner, men i den her forbindelse giver det mening.
Nogle siger at det fordi at vi , i dag, ikke kan acceptere at livet kan gøre lidt ondt. det syntes jeg er forkert. Har man det dårligt skal det tages alvorligt, selvom jeg er opvokset i et samfund med en helt anden tærskel på det område.
Men min tanke falder alligevel på de befolknings grupper, hvor man ikke tager deres stress alvorligt, For jeg tror stadig at det forholder sig sådan. Ikke at jeg tror at nogen , idag, lever under de betingelser som der var i 50erne og 60erne. Det var i nok konflikten mellem øst og vest som skabte den onde stemning. pest eller kolera, kaldte vi det.

Medlemsavatar
Smittefar
Forum Donator
Indlæg: 5191
Sted: Søborg

Indlæg af Smittefar »

Det er sgu en trist historie Hans. Jeg håber da virkelig, du får den hjælp du har brug for

Sent from my ONEPLUS A5010 using Tapatalk
Find mig på: Youtube | Facebook | Hjemmeside - eller i mit band Jump

Medlemsavatar
SustainerPlayer
Medlem
Indlæg: 12411
Sted: På kanten

Indlæg af SustainerPlayer »

Smittefar skrev:Det er sgu en trist historie Hans. Jeg håber da virkelig, du får den hjælp du har brug for

Sent from my ONEPLUS A5010 using Tapatalk
Tak - jeg er nu ikke færdig med fortællingen.

Medlemsavatar
Kimex
Forum Donator
Indlæg: 1535
Sted: Aarhus

Indlæg af Kimex »

Smittefar skrev:Det er sgu en trist historie Hans. Jeg håber da virkelig, du får den hjælp du har brug for

Sent from my ONEPLUS A5010 using Tapatalk
Jeg behøves ikke hjælp fra nogle velmenende idioter. Som nævnt er det fortid for mig. Jeg har valgt at tage mit liv i egen hånd og finde mine egne netværk. Som er et bredt udsnit af befolkningen. Når man når min alder definerer man sig ikke så meget efter uddannelse og status. For 25 år siden havde jeg en samtale med en psykiater. Behagelig mand. Han vidste godt hvordan det forholder sig. Og som den dygtige læge han er, suttede han med at sige . Du kan altid komme til os, hvis du føler du har behov for det. Andet ville være inkompetent. Det tror jeg faktisk de fleste som arbejder inden for dette, ville finde det det den rigtige tilgang. Men jeg ved godt at der nogen som hader at jeg er uden for kontrol. Nogen som vil vende overgreb jeg har været udsat for til at det er mig som der er noget galt med. Nøjagtigt det samme som for 50 år siden, hvor man mishandlede børn og dessidenter for deres egen skyld. Jeg har vist at jeg klarer mig meget bedre uden nogen offentlige institutioners indblanding.

Medlemsavatar
SustainerPlayer
Medlem
Indlæg: 12411
Sted: På kanten

Indlæg af SustainerPlayer »

Jeg har nu været sygemeldt 5 måneder, da jeg får besked om, at jeg får ny sagsbehandler på jobcenter. Hun kontakter mig telefonisk - skal lige have hele historien igen - og hun begynder at tale om de tilbud de har. Jeg stopper hende og fortæller, at jeg kender til dem - men at de ikke vil lade mig få dem. Nej, nej - dem vil hun da meget gerne tilbyde mig! Ok - tak - jeg nupper hele pakken. Så hun sætter det igang - samtaleterapi, afspænding og en tilknyttet jobkonsulent. “Vi skal jo have dig tilbage i arbejde” Jeg spurgte om hun vidste, hvorfor jeg ikke havde fået tilbuddet noget før. Det vidste hun ikke. Hun var nyansat og kendte ikke lige til den del.

Herfra gik det pludselig stærkt - i hvert fald i forhold til de seneste 5 måneder. Virkelig kompetent behandling fra nogle meget dygtige mennesker. Alene det med at “komme igang” gav jo et betydeligt humørmæssigt løft. Men allerede efter 1 1/2 måned i det forløb er jeg klar igen.

Det falder sammen med, at min arbejdsplads indkalder mig til 1. sygefraværssamtale “med henblik på fastholdelse i arbejdet”. Denne sygefraværssamtale skulle jo havde været afholdt for længe siden - men jeg gik ud fra, at det var fordi min midlertidige chef ikke havde haft tid osv.

Jeg aftaler med læge, psykolog, jobkonsulent og rådgivere, at jeg foreslår jeg starter op på nedsat tid - og gerne i en anden afdeling end hvor jeg normalt var. Min arbejdsorganisation består af ca 400 mand der dækker mange lokationer og områder. Det har tit været meldt ud, at man kunne blive omplaceret, hvis man ønskede det. Så det virkede som en god mulighed for at komme igang igen.

Jobkonsulenten ville gerne med til samtalen - men var booket på dagen og ville gerne inde et andet tidspunkt. Min arbejdsplads var dog meget opsat på, at det skulle være den pågældende dag, da min midlertidige chef skulle på ferie umiddelbart efter. Så jobkonsulenten flyttede sine andre aftaler og tog med.

Da vi kommer derind bliver vi mødt af min nye chef og hans leder. Den midlerdige chef skulle ikke deltage i samtalen. Der var flere tegn, jeg fandt lidt mærkværdige undervejs - men slog det hen. Jeg havde det meget bedre - man skal stadig passe på ikke at overfortolke .

Da vi nåede frem til, at jeg stillede forslaget om at starte op på nedsat tid og blive omplaceret, så sagde min øverste leder med det samme: “at - puha … det var der nok ikke den store mulighed for”. Jeg fortalte at det jo tit var blevet meldt ud og det jo var noget midlertidigt for at komme i gang igen. Han er jo godt nok selv “ny” i organisationen og været der et års tid. Men han mente aldrig han havde hørt om det. Men han ville da undersøge det.

Bagefter talte jeg kort med jobkonsulenten, der mente mødet var gået over forventning og hun glædede sig til, at jeg kom i gang igen.

Jeg modtog så et referat fra mødet til godkendelse nogle dage efter.

Det var skrevet på en måde, hvor man lidt blev i tvivl om, om det faktisk omhandlede samme møde. Jeg prøvede at læse det så positivt så muligt. Min kone læste det også. Vi var begge enige om, at det meget gik på, at få det til at fremstå som om, at jeg havde været modvillig gennem hele sygemeldingen og mht. at komme igang igen. Krydret med nogle lodrette løgne … eller skal vi kalde dem kraftige misforståelser.

Jeg var godt klar over, hvor dette så skulle bære hen. Men jeg skrev mine rettelser/kommentarer tilbage og der gik lidt tid.

Så kom der en meddelse i e-boks om “påtænkt afsked” pga. at jeg ikke kunne genoptage mit arbejde på fuld tid i min nuværende afdeling. De havde desværre ingen mulighed for omplacering.

Jeg havde jo set det komme efter sygefraværssamtalen - og jeg havde allerede tidligere selv tænkt, at jeg skulle videre til et andet arbejde. Så det kom som en lettelse. Jeg rundede det lige med fagforeningen. Og så ventede jeg på den faktiske afsked, der dukkede op i e-boks lidt tid efter.

Jeg har 6 måneders opsigelse. Dvs frem til udgangen af oktober i år. Jeg har intet hørt fra arbejdspladsen efter opsigelsen. Så jeg har brugt tiden på at få det endnu bedre, komme mere i form, fået lavet virkeligt meget musik ;-). Og er gået i gang med jobsøgningen. Ind til videre har jeg 100% på at komme til samtale på ansøgninger. Der er så jobopslag, der ikke lever op til indholdet i jobopslaget i forhold til det faktiske job - men det er en helt anden historie … :-P

Jeg har det godt. Virkeligt godt. Vores økonomi er heldigvis så sund, at der ikke er panik mht. job osv. Stresskurset har givet mig nogle virkelig gode værktøjer, som jeg absolut ikke mestre til perfektion - men jeg er også ved godt mod over, at de stressfaktorer, der triggerede mig, normalt ikke er nogen, man vil møde igen. Og skulle det ske - så kommer det ikke til at ske. Det bestemmer jeg.
Senest rettet af SustainerPlayer lør 14. sep 2019 10:34, rettet i alt 2 gange.

Medlemsavatar
Smittefar
Forum Donator
Indlæg: 5191
Sted: Søborg

Indlæg af Smittefar »

Det kan godt pisse mig af, at vores offentlige arbejdspladser og ikke mindst jobkonsulentsystemer fungerer så dårligt. Vi burde være så meget bedre til at håndtere vores menneskelige værdier/kapital.

Anyway, det er dejligt at høre, at du er kommet stærkt igen. Og jeg skal love for, du har fået Teil på musikken.

Sent from my ONEPLUS A5010 using Tapatalk
Find mig på: Youtube | Facebook | Hjemmeside - eller i mit band Jump

Medlemsavatar
SustainerPlayer
Medlem
Indlæg: 12411
Sted: På kanten

Indlæg af SustainerPlayer »

Smittefar skrev:Det kan godt pisse mig af, at vores offentlige arbejdspladser og ikke mindst jobkonsulentsystemer fungerer så dårligt. Vi burde være så meget bedre til at håndtere vores menneskelige værdier/kapital.

Anyway, det er dejligt at høre, at du er kommet stærkt igen. Og jeg skal love for, du har fået Teil på musikken.

Sent from my ONEPLUS A5010 using Tapatalk
Tak - ja - jeg er personligt overbevist om, at hvis jeg var blevet sat i gang med stresskurset inden for den første måned af min sygemelding, så havde det skåret en betragtelig del af min sygetid ned i forhold til, hvornår jeg ville havde været arbejdsklar. Det havde jeg måske været efter 4-5 måneder i stedet. Min læge nævnte på et tidspunkt at næsten hver anden af de sygemeldinger hendes patienter har er stressrelaterede - størstedelen arbejdsrelateret. Min "historie" er på ingen måde unik.

Undervejs i mit forløb mødte jeg en kollega, der også var gået ned med stress. Hun fortalte at hun havde to nære kollegaer, der også var nede. Jeg har personligt kendskab til 4 andre. Det er minimum 8 ud af 400 - inden for ca. to år. Det ville ikke undre mig, hvis der er flere ... der er i hvert fald helt sikkert flere, der er "påvirkede" i deres arbejdsdag ... Men det klarer vi nok med en hurtig omorganisering og nogle flere effektiviseringer.

Medlemsavatar
Smittefar
Forum Donator
Indlæg: 5191
Sted: Søborg

Indlæg af Smittefar »

Det værste er jo at jobkonsulenterne på den anden side af skrivebordet er udsat for den samme strøm af effektiviseringer og omorganiseringer. Min kones faster er i det system, og hun fortæller også horrible historier.

Men det er et sidespring.

Sent from my ONEPLUS A5010 using Tapatalk
Find mig på: Youtube | Facebook | Hjemmeside - eller i mit band Jump

Medlemsavatar
SustainerPlayer
Medlem
Indlæg: 12411
Sted: På kanten

Indlæg af SustainerPlayer »

Smittefar skrev:Det værste er jo at jobkonsulenterne på den anden side af skrivebordet er udsat for den samme strøm af effektiviseringer og omorganiseringer. Min kones faster er i det system, og hun fortæller også horrible historier.

Men det er et sidespring.

Sent from my ONEPLUS A5010 using Tapatalk
Absolut. Og det er da helt relevant. Og jeg vil også gerne pointere, at det ikke er medarbejderne rundt omkring på jobcenterne og i resten af systemet, der er noget galt med. Og en masse af deres arbejde ville jo også være lettere, hvis der som udgangspunkter ikke kom "kunder" som mig i hobetal. Der skal forbygges meget mere.

Det er et overordnet politisk og ledelsesmæssigt problem.

Medlemsavatar
Hald  
Forum Donator
Indlæg: 10829
Sted: Vind / Holstebro

Indlæg af Hald »

Puha Hans, der er mange af de ting du skriver der vibrere meget med de ting jeg oplevede og følte. Jeg er virkelig ked af at du har været igennem sådan en tur.

Dog har jeg meget ros til min arbejdsplads. Min chef fortalte mig ved første samtale at jeg skulle tage det meget mere med ro, jeg arbejdede alt for meget i forhold til hvad jeg fik løn for.. æhh what.. Jeg fik lov til at starte langsomt op, meget langsomt, faktisk så lidt arbejde at jeg følte det lidt dumt, men hvor er jeg glad for at det kunne lade sig gøre, og hvor jeg elsker mine kollegaer for at lade mig være med på de præmisser selv om det helt sikkert var mere besværligt end hvis de bare selv havde lavet det. Og på INTET tidspunkt har de fået mig til at føle mig mindre værd eller til besvær, de var virkelig nogle gode gutter! Min chef var også super god til at have en finger på pulsen, vi havde ugentlig små møder, nogle gange var der meget på hjertet, andre gange ikke, nogle gange sad vi bare og slappede af, snakkede om vind og vejr, men ofte fik vi vendt nogle gode ting, det var rart. I hele optrapningsperioden havde de faktisk hyret en ekstern konsulent ind til at aflaste mig og afdelingen. Selv da jeg var på fuld tid igen var de villige til at have ham en HEL måned mere fordi det gav mig lidt ro i maven. Det har ikke været billigt, jeg er så glad for at de prioriterede mig så højt.

Dertil skal siges, i Herning kommune fik jeg tilbudt en stress-coach, og hun var et geni, det var det bedste forløb jeg kunne have ønsket mig for det gav svar på så mange ting og min værktøjskasse blev fyldt op uanset om jeg brugte det eller ej. Min kone var sidenhen også på det forløb, og var lige så begejstret for det. I forbindelse med min sygeforsikring jeg havde igennem mit arbejde havde jeg en del psykolog sessions til rådighed, det er nok det eneste jeg ville have gjort anderledes i dag, de var virkelig ikke køreturen værd, jeg skulle have skiftet psykolog meget før, men som det ofte desværre er var der så lange ventetider på en anden, og denne psykolog skulle have specialiseret sig i stress, og jeg havde jo ikke forstand på den slags, så det var i situationen ikke muligt at få mig selv til at stoppe hos dem selv om det var useless. Det er nok mere en opfordring til at få sig en ordentlig psykolog hvis man nogensinde står og skal bruge sådan en.
"Knobs? Where we're going, we don't need knobs!" - 14 år med ørene i Lydmaskinen -

Medlemsavatar
SustainerPlayer
Medlem
Indlæg: 12411
Sted: På kanten

Indlæg af SustainerPlayer »

Tak Hald.

Ja - man genkender jo hurtigt signalerne og de store linier, når man taler med folk, der har været turen igennem. Der er næsten altid lidt forskellige "triggere" - men "resultatet" er det samme.

Godt at høre, at din arbejdsplads har støttet så godt op om det. Det er helt essentielt og et eksempel til efterlevelse efter min mening.

Ang. psykolog, så endte jeg jo med at have to. Jeg fik jo en henvisning til en, hvor der var lang ventetid - og så blev jeg tilknyttet en anden i forbindelse med stresshåndteringsforløbet. Så de kom til at overlappe en smule, da jeg sluttede stresshåndteringsforløbet. Begge har været rigtigt gode - og jeg forsatte nogle gange hos den selvbetalte.

Jeg har et indtryk af, at ud over, at psykologen skal være "god", så er det også ret vigtigt, at man hurtigt går godt i spænd. Altså at man ret menneskeligt "connecter". Så jeg tror sagtens, at en psykolog kan være god til nogle - og ikke til andre. Der nok ikke en one-size fits all model der. Det er selvfølgelig et stort problem, hvis man må vente 3-4 måneder (det er ca. ventetiden i mit område) på et skift igen.

Default avatar
DanF
Medlem
Indlæg: 53
Sted: Østjylland

Indlæg af DanF »

Jeg tror ikke jeg vil starte en ny tråd, men de her artikler er lidt i samme område.

https://www.digitalmusicnews.com/2016/1 ... epression/

https://www.vice.com/en_uk/article/rpy5 ... -the-brave

Medlemsavatar
SustainerPlayer
Medlem
Indlæg: 12411
Sted: På kanten

Indlæg af SustainerPlayer »

DanF skrev:Jeg tror ikke jeg vil starte en ny tråd, men de her artikler er lidt i samme område.

https://www.digitalmusicnews.com/2016/1 ... epression/

https://www.vice.com/en_uk/article/rpy5 ... -the-brave
Absolut interessant. Har kun lige skimmet det, men vil læse det senere. Tak for deling. :)

Nyt svar